Ep. 51 - Hartmut Rosa er sociologiens rockstjerne, og hans nye bog er banebrydende

Tilhører du kategorien af kontrolfreaks, der vil have styr på alt, så er Hartmut Rosas nye bog ”Det ukontrollerbare” lige, hvad du har brug for. I denne uge taler vi om, hvordan vi gør verden, vores krop og vores medmennesker til aggressionspunkter. Hør også om, hvordan vi mister evnen til at lytte og lade os kalde på, hvorved vi går glip af oplevelsen af resonans. Og resonans er ifølge Rosa det, vi i virkeligheden alle sammen ønsker os.

Hartmut Rosa: Det ukontrollerbare

En transkribering af episoden, hvor vi taler om Hartmut Rosas nye bog

HF: Goddag og velkommen til Mig og min moster. Mit navn er Hanne Feldthus. Min nevø og jeg mødes en gang om ugen, for at tale om, hvad klimakrisen gør ved os, vores livsstil, forbrug og arbejde. Og min nevø hedder Marcus Feldthus.

HF: Hej Marcus.

MF: Hej moster.

HF: I dag skal vi tale om en mere grundlæggende samfundskritik end ”bare” klimakrisen. Vi skal tale om, hvorfor vi mennesker gør, som vi gør, selvom det er totalt selvdestruktivt.

MF: Man kan sige, at det ligger under, som et fundament for klimakrisen. Og vi har læst en bog. Faktisk har vi læst to bøger af den samme forfatter skrevet med omkring 10 års mellemrum. Forfatteren bliver kaldt sociologiens rockstjerne. Han er tysker og professor og hedder Hartmut Rosa. Lad os begynde med en lille intro til den første bog, og gå videre til den næste, hvor vi ser på hans præmis og går videre til hans analyse af, hvorfor det går galt. Cliffhanger: Han påstår, at verden bliver stum.

Acceleration og fremmedgørelse

HF: OK. Hartmut Rosa er en mand, der beskæftiger sig med de store spørgsmål. Først skrev han et essay, som hedder ”Acceleration og fremmedgørelse.” Det er en lille bog, som man sagtens kan læse uden at gå i koma. Her undersøger han, hvad der sker, når alting går meget hurtigere, som i at før i tiden tog det 3 uger at sejle til NY, mens det i dag kan klares med en flyvetur på 6-7 timer. Den tidsbesparelse fører imidlertid ikke til, at vi har fået mindre travlt. Tværtimod rejser vi bare meget mere. 

MF: Så før i tiden sad man 3 uger på et skib og havde god til at tænke sig om, læse gode bøger og nyde livet. Til gengæld skulle man så tage virkelig lang ferie, hvis man gerne ville langt væk. I dag kan man komme fra A til B på ingen tid og for relativt få penge – set ift for bare 50 år siden. Til gengæld er så så meget desto mere ambitøs ift ens rejser og rejser fra den ene by til den anden. Ligesom at før i tiden skrev man breve i hånden, som man sendte med posten. Nu sender man en e-mail, der er fremme med det samme. Det har ikke betydet, at vi får mere tid, det har betydet, at vi skriver mange flere ”breve” end før i tiden. Og modtager mange flere. Vi drukner i kommunikation.

HF: Hans pointe er, at accelerationen fører en masse godt med sig, men at den også fører til fremmedgørelse. Hans bedste eksempel er hans forhold til sin første computer. Han elskede den og dens simple tekstbehandlingssystem, som frigjorde ham fra at være afhængig af en sekretær, som skulle skrive hans papers rent. Efter at der kommer nye styresystemer, programmer og computere hele tiden, har han givet op. Han kan ikke længere finde ud af det selv og må igen bruge en assistent til at hjælpe sig med at sætte grafer og figurer op.

MF: Da han var nået så langt og havde udgivet sit essay, gav han sig til at tænke over, hvad man skal gøre ved det. Det åbenlyse svar er at sætte farten ned, men han nåede frem til, at det faktisk ikke er løsningen på fremmedgørelsen. Så skrev han bog på 900 sider om resonans. Har du læst den Moster?

Det ukontrollerbare og resonans

HF: Nej, det har jeg ikke, men jeg har læst om den. Og nu er han udkommet med en ny lille bog, som hedder det ukontrollerbare. Den er en ultrakort og skærpet analyse af, hvad helvede der er galt med verden.

MF: Og den kan man sagtens læse. Den er oven i købet udkommet på dansk. Faktisk har man lyst til at læse den mange gange. Jeg har læst den 2 gange. Hvor mange gange har du læst den?

HF: 4,5 gange. Og jeg er ikke færdig. Ikke fordi den er svær at forstå, men fordi den er så fucking dyb, at man har lyst til at diskutere nærmest hver eneste linje i bogen. 

MF: Det kan vi nok ikke nå i dag, så kan du pege på noget af det, som optager dig mest i bogen.

HF: Vi er nødt til at begynde med hans syn på menneskers mest grundlæggende behov. Han siger, ligesom så mange andre tænkere og forskere, at det mest afgørende for et menneskes trivsel er at indgå i stærke relationer til andre mennesker. MEN, og det er helt afgørende, han siger også, at det allervigtigste er de øjeblikke, hvor man opnår resonans med hinanden. Altså at man føler sig forbundet og i momentet er fuldkommen i sync med hinanden.

MF: Ja, men han taler også om at opnå resonans med verden. Det kan være at stå et sted i naturen og føle sig fuldkommen i et med hele universet. Altså et øjeblik hvor man faktisk føler sig forbundet med alt andet. Det kan også være en kunstnerisk oplevelse af musik, teater, sang, dans eller et billede, som sparker benene fuldkommen væk under en.

HF: Resonans kan opstå mange steder, og hvis det handler om ens arbejde eller sport, så ligner det begrebet flow. Hvor man fuldkommen fortaber sig i det, man har gang i. Og føler sig fuldkommen tilfreds og opløftet, når man er færdig.

MF: Så resonans kræver, at man har tid og evne til at fordybe sig og lade sig opsluge. Det kommer ikke af sig selv. Jo dygtigere man er til at spille klaver, jo større er chancen for at opnå resonans med det stykke musik, man spiller.

HF: Jo, mere man investerer i en samtale med et andet menneske, jo mere man gør sig umage med at lytte til den anden, forstå den anden og lade sig opsluge af den anden, jo mere resonans vil man opleve. 

MF: Derfor er det eksempelvis også svært at opnå resonans digitalt, fordi det kræver nærvær og tilstedeværelse, og det er jo umiddelbart fjernet... Jeg fortæller om min og Idas langdistanceforhold i Malaysia, og en lille historie om hvad vi gjorde for at prøve at overkomme det.

HF: Resonans kan aldrig planlægges. Det er derfor, at bogen hedder det ukontrollerbare. Du kan købe billetter til en koncert med dit yndlingsorkester, men der er ikke garanti for, at du får en resonansoplevelse. Orkesteret kan have en dårlig dag, du kan have en dårlig dag. Det kan være, din sidemand er pisse-irriterende, hvad ved jeg. Der aldrig garanti.

MF: Og har vi moderne mennesker det jo virkelig virkelig svært med. Vi vil have kontrol, og vi vil have noget for pengene. Hartmut Rosa trækker manien med kontrol ca. 300 år tilbage i tiden. Altså siden oplysningstiden, hvor videnskaben begyndte at undersøge verden, så vi kunne kortlægge den, forstå den, udnytte den, underlægge os den og drage fordel af den.

HF: Og det har jo bragt os langt og skabt mange fremskridt for os mennesker af velstand, uddannelse, medicin, mv. Det behøver vi ikke at fortabe os i, for det bliver jo meget ofte mindet om. Det nye og vigtige som Hr. Rosa bringer til bordet er, hvad vi har mistet i den proces.

MF: Godt så lad os gå videre til sidste afsnit, nemlig hvad der er galt.

Hvad der er galt med vores accelerationssamfund

HF: Hr. Rosa taler om to forhold, der præger verden nu. Det ene er, at vi lever i en tid, hvor den dominerende forestilling er, at vi skal arbejde hårdt - ikke for at opnå noget bedre, men for at undgå at miste det vi har. En forfaldshistorie. Vi tror simpelthen ikke på, at vores børn får det bedre end os. Klimaet, miljøet, uligheden, uretfærdigheden, alt går den forkerte vej.

MF: Det slog mig som én kold klud i ansigtet. For det er jo så rigtigt.

Umiddelbart når du taler om vækst, så kædes det sammen med store ambitioner og visioner og forbedringer. Men når du lytter efter, hvad politikerne og de store forretningsfolk siger, så er det jo det modsatte, det hedder sig, at ”hvis ikke vi vækster, så kan vi ikke beholde velfærdssamfundet” etc etc. Vi løber altså ikke henimod noget godt, vi forsøger at løbe fra noget dårligt.

Og det kan vi ikke holde ud at tænke på sådan for alvor, det er hårdt at minde sig selv og sin kæreste om hvor dårligt det går hele tiden… Så, derfor har vi skabt en anden historie om, at vores eget liv trods alt kan blive bedre, hvis vi udvider vores rækkevidde. Hvis vi tager på længere rejser, hvis vi oplever mere, hvis vi går til flere koncerter, flere middage, flere foredrag, hvis vi får mere af alting. Det kræver flere penge. Hr. Rosa siger, at vi jagter penge for at udvide vores personlige rækkevidde for at undgå at tænke på, at livet for vores børn ikke bliver bedre end vores eget.

HF: Så er vi tilbage til hans første bog om acceleration. Vi speeder hele tiden udviklingen op i håbet om, at lykken ligger rundt om det næste hjørne. Han taler i den nye bog om, at vi har gjort verden til et aggressionspunkt. Hvor vi vil kontrollere og udnytte den. Men ikke bare verden. Vores egen krop er blevet til et aggressionspunkt. Vi måler hele tiden os selv. Vores vægt, antallet af vores skridt, hvor hurtigt vi løber, vores blodtryk, vores kolesteroltal. Alt skal måles, så det kan forbedres.

MF: Han taler også om, at vores to-do-lister er et aggressionspunkt. Og der er en dobbelthed, fordi det at vi bruger to-do liste til at navigere os igennem livet, ja så bliver ting også til noget, der skal overståes. Ting, vi jagter rundt for at få ordnet. Men altså på samme tid, så må jeg jo sige, at jeg elsker jo en god to-do liste. Jeg er for nylig begyndt at gøre det om morgenen på arbejdet for at gennemtænke dagen – Rosa ville nok sige at jeg ville forsøge at kontrollere den – og dermed skabe lidt ro i noget der ellers kan være en hektisk hverdag. Og den her balance mellem kontrol og ukontrollerbarhed taler Rosa også om, og den skal vi også vende tilbage til i næste episode om Rosa. Men inden da, skal vi lige forbi, hvad der overhovedet er galt med aggressionspunkter?

HF: Det er her, at bogen virkelig bringer ny erkendelse frem i mine øjne. Når du aggressivt forsøger at kontrollere alting, så trækker verden sig tilbage og bliver stum. Jeg var helt lammet, da jeg læste det. For det er jo rigtigt. Alt det, vi tror vi kan kontrollere, kan vi slet ikke kontrollere. Vi har mistet evnen til at lytte til verden. Lytte til vores egen krop, lytte til vores kunder, til hinanden.

MF: Og det giver jo god mening, når først den er feset ind på lystavlen. På en måde trækker verden sig tilbage. Hvis jeg tvinger dig til at gøre noget – eksempelvis altid rose mig og klappe af mig når vi er færdige podcasten, jamen så er det jo ikke længere dig der gør det. Jeg ved ikke længere hvad du egentlig mener, for du gør bare som jeg siger. Du får frataget din stemme. Du bliver stum. Og til sidst tror jeg slet ikke på det, og så får jeg glæde af rosen. Og det vilde er jo at det også fungerer sådan med naturen. I mange lande, så fældes skove for at give plads til landbrug, men i stedet for frodig jord, så ender det som ørken, pga. whatever i det økosystem som gjorde, at når skoven blev fældet, så blev jorden ufrugtbar, fordi der ikke var noget organisk materiale i form af blade og grene som faldt til jorden eller nogle insekter til at lave det om til næring, der gøder jorden.

HF: Men ved du, hvad der er endnu vildere? Det er, at efter bogen er skrevet, så har verden i form af corona faktisk svaret tilbage, så vi har været tvunget til at høre det. Virussen har simpelthen sat en stopper for vores rækkevidde helt bogstaveligt. Den har tvunget os til at gå hjem.

MF: Og bedst som vi troede, at nu var corona på retur, så kommer den igen. Den bliver ved med at tale til os. Og den er mystisk og svær at blive klog på, men den taler.

HF: Og det fører os frem til den store pointe i Rosas bog. Hvis man skal opnå resonans, skal man lade sig kalde på. Man skal sænke paraderne, slippe kontrollen og lad sig kalde på. Kalde på af naturen, af kunsten, af et andet menneske. Hvis man ikke evner at lade sig kalde på, kan man ikke opnå resonans.

MF: Og det ligger dybt i os at søge resonansen, vi har bare i løbet af de sidste mange år fået aflært det. Men Rosa siger, at der er håb endnu, og det er noget af det, vi skal tale om i næste podcast om dette emne.

Vi skal gennemgå de grundkonflikter i vores moderne liv både i den kategori som vi selv individuelt kan gøre noget ved og opnå på samfundsniveau, hvor der skal større ting til.  Nogle af de konflikter, som skubber os til at opnå mere kontrol, men som efterlader os frustrerede og magtesløse. Eksempelvis hvordan det enorme udbud af uddannelser – som tilbyder kontrol over eget liv – kan efterlade unge mere med en følelse af afmagt end noget andet, fordi hvis noget går galt så er det virkelig også vores skyld – føler vi. Selvom at det meste forskning viser, at ens karriere sjældent ender ud som man har planlagt alligevel.

Og til sidst kobler vi det så op på klimakrise- og biodiversitetskrise. Fordi den her bogs konklusioner viser virkelig vejen for, hvordan vi vil opnå en højere følelse af resonans – følelsen af mening og forbundethed med verden – hvis vi indretter os på en måde, der giver plads til naturen. Det er systemisk tænkning. Det er en tre fluer med et smæk stemning.

HF: Tak for i dag. Og tak til alle jer som lyttede med.